IBOS har fået ny bestyrelsesforperson. Den 27. maj 2025 tiltrådte Diana Stentoft som ny formand og afløser dermed Ask Abildgaard i rollen. Med en solid baggrund inden for både forskning, undervisning og interessevaretagelse bringer hun en stærk faglighed og stort engagement med sig ind i opgaven.
Hvad ser du som bestyrelsens vigtigste opgave?
”Bestyrelsen ved IBOS er bredt sammensat af både medarbejdere, brugere og samarbejdspartnere. Det giver rigtig gode muligheder for drøftelser af IBOS’ arbejdsområder fra mange perspektiver, og det kan bidrage til den udvikling IBOS hele tiden bidrager til. Denne type drøftelser er særligt vigtige i arbejdet med at implementere den strategi der for nylig er vedtaget for IBOS”
”Derudover sker der lige nu en del på både beskæftigelses- uddannelses- og socialområdet, der kan have betydning for IBOS, og her er det vigtigt at bestyrelsen bidrager til tankerne om fremtidens IBOS, som leverandør af ydelser både lokalt men også som en stærk national vidensinstitution”.
Hvad trækker du især med dig fra dit arbejde i Dansk Blindesamfund ind i denne nye rolle?
”Udover selvfølgelig et bredt kendskab til brugergruppen tager jeg også det med, at vi skal stå sammen for at sikre fortsat stærk synsfaglig viden og kompetence, og at den viden og kompetence skal sættes i spil i alle afkroge af landet. Der er behov for, at vi samarbejder på tværs af organisationer, institutioner og strukturer, for vi er en relativt lille gruppe der har et synshandicap, og med øget kompleksitet i samfundet, er der i høj grad brug for højtspecialiserede og helhedsorienterede tilbud”.
Hvilken rolle har instituttet spillet i dit eget liv?
”Faktisk en meget vigtig rolle – idet det er på IBOS jeg som helt ung for alvor fik etableret et netværk og bygget nogle relationer til andre blinde og svagsynede. Det var helt utrolig vigtigt og blev ret skelsættende for min videre færd”.
Kan du komme med et fun fact om dig selv?
”Jeg har en skummel fortid som knallertkører – og lad os bare sige at det gik dårligt i forbindelse med at jeg også er stærkt svagsynet. Heldigvis var det langt ude på landet, og ingen kom alvorligt til skade selv om min knallertkarriere fik en brat afslutning. Det bidrog også til min egen erkendelse”.

IBOS ser frem til samarbejdet
Med Diana Stentoft som ny forperson for IBOS’ bestyrelse får IBOS en stærk kapacitet i spidsen med solid faglighed, stærk brugerforståelse og et tydeligt strategisk blik.
Institutchef Marie Fasmer ser frem til samarbejdet:
“Bestyrelsen takker Ask Abildgaard for, alt det han har leveret som forperson for IBOS’ bestyrelse. Samtidig er det med stor glæde, at vi byder Diana Stentoft velkommen. Med sin mangeårige erfaring og store engagement vil hun uden tvivl være en stærk drivkraft for at skabe forandringer, og jeg er overbevist om, at hun bliver en vigtig medspiller i arbejdet med at styrke og udvikle IBOS”, siger Marie Fasmer.
Om Diana Stentoft:
- 50 år, gift og mor til to unge voksne drenge.
- Uddannet cand.mag. i engelsk og internationale forhold. Efterfølgende 8 måneder i Kenya hos African Union of the Blind.
- Fra 2004-2020 ansat som først ph.d.-stipendiat og sidenhen adjunkt og lektor indenfor uddannelse og læring ved AAU, hvor hun forskede og underviste særligt i universitetspædagogik.
- Siden 2020 fuldtidsansat i Dansk Blindesamfund som del af forretningsudvalget – siden 1. april som landsformand.