Kategorier
mobility Nyhed

Ny praksisvejledning om orientering og mobility

Danske Tale-, Høre- og Synsinstitutioner (DTHS) har udgivet en ny God Praksis-vejledning om orientering og mobility.

Den nye vejledning er tænkt som et redskab for mobility-instruktører i deres daglige arbejde med voksne med synsnedsættelse. Vejledningen skal understøtte den faglige indsats og bidrage til en høj og ensartet kvalitet i rehabiliteringen på tværs af landet.

Orientering og mobility handler om at kunne færdes sikkert og selvstændigt i både kendte og ukendte omgivelser. For blinde og stærkt svagsynede kan det have betydning for alt fra indkøb og sociale aktiviteter til deltagelse i uddannelse og arbejdsliv.

Vejledningen giver fagprofessionelle et fælles fagligt grundlag og inspiration til arbejdet med at støtte den enkelte i at opnå størst mulig selvstændighed og deltagelse i hverdagslivet. Den skal samtidig bidrage til faglig udvikling og synliggøre kvaliteten og indholdet af rehabiliteringsindsatsen.

Vejledningen er udarbejdet af en lang række fagprofessionelle fra hele landet, heriblandt ADL- og mobilityinstruktør Camilla Kjær Madsen fra IBOS.

Du kan hente og læse vejledningen via linket her.