Dagtilbud

illustration af citationstegn i taleboble

Et dagtilbud, hvor synet aldrig står i vejen for fællesskab og udvikling


På IBOS tilbyder vi et dagtilbud for unge og voksne med synsnedsættelse eller blindhed, som har brug for et meningsfuldt hverdagsliv, socialt fællesskab og støtte fra erfarne og engagerede medarbejdere.
Her kan du opleve glæden ved at bidrage, lære nyt og være en del af et fællesskab, hvor alt er indrettet med udgangspunkt i at man har et synshandicap.

Vi arbejder pædagogisk med en brugertilpasset eklektisk tilgang. Vi vægter mental sundhed, selvbestemmelse og medindflydelse højt. Derfor er det altid med udgangspunkt i den enkeltes ønsker, mål og trivsel, at vi sammen skræddersyr det bedste tilbud.

Målgruppe

Vi lægger vægt på, at man kan, eller kan lære at, færdes selvstændigt rundt i huset, og at man kan deltage i aktiviteter i små grupper på 5-8 personer.

Tilbuddet henvender sig til borgere fra 18 år og op til folkepensionsalderen med synsnedsættelse eller blindhed i kombination med en kognitiv funktionsnedsættelse, hjerneskade eller autisme.

Der er xxx personer tilknyttet dagtilbuddet.

Hverdagen i dagtilbuddet

Hverdagen er struktureret med en fast rytme og tydelig forberedelse for at skabe tryghed og forudsigelighed. Sammen starter vi dagen med kaffe, te og hyggesnak, hvor man forberedes på dagens skema, der gives fælles beskeder og informeres om eventuelle ændringer.
Hvis der er behov for en skærmet en-til-en forberedelse er der også mulighed for det.   
Derfra går dagen videre med aktiviteter. Ens skema er skræddersyet og tilrettelagt individuelt efter ens ønsker og behov. Tilbuddet er åbent mandag – torsdag fra klokken 9.00 – 14.00.

Jeg kan lide, at vi selv er med til at bestemme. Jeg elsker keramikværkstedet, hvor vi har det sjovt. Jeg er også glad for Snoezel, hvor jeg kan slappe af.

Alexander

En del af fællesskabet

Dagtilbuddet er en del af et hus med mange muligheder, som giver borgerne adgang til aktiviteter og fællesskaber, man sjældent finder samlet ét sted. Vi har blandt andet brugsret til svømmehal, udekøkken, bålplads, gynge og trampolin, frugthave, produktionsværksted, fitnesslokale, musikrum, fællesrum, kantine og køkken. Frugthaven bliver jævnligt brugt i aktiviteter, hvor borgerne for eksempel laver æblemost, æblekage eller bager æbler over bål. Træ fra haven kan også blive til nye produkter i produktionsværkstedet, hvor der blandt andet fremstilles varer, som sælges i husets butik, Tutten. Hver onsdag samles hele huset desuden til morgensang, hvor det ofte er en fra dagtilbuddet, der spiller klaver. Et af årets højdepunkter er festivalen Blindstock, hvor borgere kan deltage på mange måder – for eksempel ved at optræde på scenen, sælge egne værker i en bod eller blot være med til at nyde stemningen.

Fællesskabet er en central del af dagtilbuddet, og hverdagen er præget af en let og uformel stemning med plads til grin, snak og samvær.


Aktiviteter og værksteder

Musik:

I musik og sang mødes vi gennem lyd, uafhængigt af synet. Ved at bruge og udvikle ens musikalske evner lærer man at finde balancen mellem det individuelle og det fælles. Det giver en stærk og meningsfuld musikalsk oplevelse og en følelse af at høre til både i fællesskabet og i tilværelsen.

Musikterapi:

Med hjælp af musik udtrykker og møder vi følelser, som kan være problematiske eller glædelige og vanskelige at opnå kontakt med på andre måder. Efterfølgende bearbejder vi disse oplevelser i fx samtale og forsøger at sætte dem i relation til vores øvrige liv. Gennem et sådant samspil mellem musik og samtale styrkes evnen til at reflektere over ens liv og mulighederne for at styrke og forandre elementer i dette.

Snoezel:

Vi har egen snoezelafdeling med forskellige rum til forskellige sensoriske stimuleringer, både til at sænke eller vække arousal niveauet. Her tilbydes forskellige stimuli som lyde, dufte, massage, vandseng, blide bevægelser, musik, tryk mm.

Bevægelse:

Vi har vandaktiviteter og svømning i svømmehal på samme matrikel. Vi har eget fitnessrum med forskellige maskiner og vægte. Til udeaktiviteter har vi et bålhus, udekøkken, trampolin og gynger samt en række side-by-side cykler og rickshaw, som bruges flittigt til ture ude af huset.

Keramik og krea:

Der er mulighed for at lave keramik på vores skønne keramikværksted eller kreative udfoldelser i vores krea-værksted, hvor der blandt andet produceres smykker, relieffer eller julepynt. Mange af vores produkter sælges i IBOS’ lille butik Tutten.

Køkken/ADL-hold:

Vi skiftes til at bestemme hvilke retter der laves og alle bidrager til at forberede det måltid, som nydes i fællesskab. Ved ADL-hold er der mulighed for at lære teknikker for at blive mere selvhjulpen i forbindelse med madlavning og måltider.

Væv:

Vævning er et roligt og sanseligt håndværk, hvor man skaber stof med hænderne. Det er særligt velegnet for mennesker med synsnedsættelse.
På vores væveværksted kan man lære at væve på skaftevæve, sætte sin egen væv op og afprøve nye teknikker. Vi bruger følbare mønstre og punktafmærkning, og sammen finder vi ud af, hvad der skal væves, og hvilket produkt det bliver til.

Værksted:

I værkstedet styrkes borgernes identitetsfølelse gennem fælles arbejde, udvikling af praktiske færdigheder, socialt samvær og refleksion over egne erfaringer. Det giver dem mulighed for at opbygge en positiv forståelse af sig selv – både som individ og som en del af et fællesskab.

Café, spil og fællesskab

Her mødes vi om hygge og samvær i uformelle rammer. Vi spiller kort- og brætspil, hører musik, drikker te og kaffe, sludrer, planlægger fælles aktiviteter og bruger både biografen og PlayStation.
Om fredagen er der Fantastisk fredag, hvor indholdet varierer fra uge til uge. Aktiviteterne planlægges i fællesskab og tager udgangspunkt i sæson, ønsker og behov.


Kontakt

Har du spørgsmål eller bare er nysgerrig på at høre mere, så kan du altid kontakte:


Christine Lücken Pedersen
Afdelingsleder
FY4D@kk.dk
21 31 23 16