Kategorier
Arbejdsmarked Nyhed

Tidligere elev blev ansat og har nu 40-års jubilæum

Da Arne Christensen trådte ind på Instituttet for Blinde og Svagsynede i 1982 for at starte i sit nye job, kendte han allerede huset og mange af de mennesker, der kom der, godt. Ansatte såvel som borgere. Han flyttede nemlig ind på instituttet i 1971, efter han som teenager havde fået diagnosen retinitis pigmentosa. En øjensygdom, der medførte, at han mistede synet. Nu fejrer han sit 40-års jubilæum som socialrådgiver i Københavns Kommune og på Instituttet for Blinde og Svagsynede.

Arne Christensen er socialrådgiver. Det har han været i 40 år.

– Planen var egentlig, jeg skulle være radiotekniker. Men øjenlægen sagde, det var en dårlig idé, fordi øjensygdommen ville gøre mig helt blind. Derfor henviste han mig til det, der dengang hed Statens Institut for Blinde og Svagsynede. Det er jeg dybt taknemmelig for. Fordi den indsats og støtte, jeg har fået på instituttet, har været afgørende for, at jeg har fået et rigt liv med familie, arbejde, masser af fritidsinteresser og forskellige former for idræt, fortæller Arne Christensen

Frigjort på Instituttet for Blinde og Svagsynede

Da Arne Christensen tog imod opfordringen fra sin øjenlæge var han 17 år. Og fem dage efter sin mors 50-års fødselsdag, den 23. august 1971, flyttede han ind på Statens Institut for Blinde og Svagsynede.

– Jeg boede på ungdomsafdelingen, som det hed dengang. Det var nyt og spændende. Jeg kommer fra en gård på Vestsjælland og havde kun været i København én eller to gange. Instituttet var fyldt med unge og voksne borgere med nedsat syn. Her boede mellem 80 og 100 personer. Og det var positivt at være i et miljø med andre med nedsat syn. Jeg synes selv, det er lidt mærkeligt at sige, men jeg husker det faktisk sådan, at jeg glædede mig til at skulle forlade familie og de kendte omgivelser, fordi jeg allerede mærkede synsnedsættelsen. Og den hverdag og det miljø, jeg kom ind i, gjorde det ”almindeligt”. Her var alle dårligt seende. Her blomstrerede elever. Alle havde interesse for uddannelse og beskæftigelse. Jeg fik al den hjælp, jeg havde brug for og støtte til at gennemføre min uddannelse. Så jeg føler, jeg blev frigjort, siger Arne Christensen

Glidende taklinger

Selvom Arne Christensen måske ikke var den bedste fodboldspiller, da han som dreng i Høng Gymnastikforening spillede fodbold, så husker han dog, at han var god til at lave glidende taklinger. Og det gav en særlig følelse.

– Jeg var skidegod til glidende taklinger. Det fortæller jeg, fordi jeg samtidig med, jeg var under uddannelse og havde kontakt med instituttet, så blev synet jo dårligere og dårligere. Og derfor var der mindre og mindre, jeg kunne klare ved hjælp af mit syn. Men så kom jeg i gang med at dyrke idræt, fx goalball og atletik. Her dyrkede vi kuglestød, længdespring, spydkast, diskoskast og sådan noget. Vi fik oplevelsen af, at det kunne vi godt. Særligt med goalball fik jeg samme følelse som med den glidende takling. Der var noget, jeg kunne bruge min krop til. Jeg kunne træne og blive bedre. Faktisk god til det. Det kom som en gave til mig. Al det samvær og aktivitet gjorde, jeg kom godt igennem det at være teenager og få en diagnose, hvor det kun går en vej: nemlig dårligere og dårligere. Og jeg ville ende med at blive blind, fortæller Arne Christensen

– Min tid på og kontakt med Instituttet for Blinde og Svagsynede er afgørende for og har hjulpet mig med at skabe en identitet som synshandicappet. Det er væsentligt, at man erkender, at man har en synsnedsættelse. Man bruger den hvide stok, man bruger sine hjælpemidler og man siger, at man er synshandicappet, når man møder andre. Altså hele den identitetsmæssige del. Så selvom mit syn blev dårligere og dårligere, og jeg blev helt blind for 30-35 år siden, så gav instituttet mig en frihed tilbage. De 8-10 år jeg var elev og havde kontakt med Instituttet for Blinde og Svagsynede, de hjalp mig igennem krisen, kan man sige. Jeg fik en uddannelse og en interesse for fortsat at kunne dyrke idræt. Og jeg har jo arbejdet nu i 40 år. Det har givet mig frihed og en tro på, jeg kan meget, selvom jeg har mistet synet, konstaterer Arne Christensen

Tilbage til Instituttet for Blinde og Svagsynede

Opholdet gav Arne Christensen både faglig og mental ballast til at tage en uddannelse som socialrådgiver. Og med uddannelsen i hus i 1981 søgte han tilbage til Instituttet for Blinde og Svagsynede. Han husker tydeligt gensynet den dag for snart 40 år siden.

– Jeg kan huske, jeg var ude og aflevere min ansøgning. Det var en sommeraften. Jeg smed ansøgningen i postkassen ved hovedindgangen. Det var en særlig oplevelse at starte, for jeg havde jo været elev, så jeg har jo både fået rådgivning, kurser, undervisning i punktskrift, ADL, mobility, samtaler med socialrådgivere, psykologer og studievejledere og meget mere, så jeg kendte jo det halve af mine kollegaer i forvejen. Jeg blev ansat i det team, der arbejder med rehabilitering for nyblinde. Det var meget meningsfuldt. Det var jo mennesker – som mig selv – der fik synsproblemer i sådan en grad, at det var svært at klare hverdagen. Jeg var både med til at visitere borgerne, søge om at få bevilliget kurser, koordinere forløbene og lægge en plan, så de kunne komme videre med uddannelse og beskæftigelse, fortæller Arne Christensen

”Goddag, jeg hedder Arne…”

Arne Christensen mener selv, at hans øjensygdom har givet ham en fordel i sit arbejde som socialrådgiver.

– Jeg tror, det har haft en betydning for borgerne, at jeg har et synshandicap. Jeg kommer gående med min hvide stok og siger, ”Goddag, jeg hedder Arne. Vi skal tale sammen…” og så fortæller jeg selvfølgelig, at jeg har et synshandicap. Jeg tror, at det har betydet, at jeg har haft lettere ved at skabe en god kontakt. Når folk har talt om, hvad de synes er svært, så har jeg med overbevisning kunnet sige, ”Det kender jeg godt” eller ”Jeg kan godt forstå dig”. Fordi jeg har jo selv prøvet det. Og så er jeg ikke i tvivl om, at jeg nok har været en inspiration. Også i forhold til den idræt, jeg har dyrket. Jeg orienterer nemlig også om idrætsmulighederne – og opfordrer til at prøve fx at spille goalball, tandemcykle og stå på ski og meget andet, siger Arne Christensen, der selv er aktiv idrætsudøver. Han har deltaget fem gange i De Paralympiske Lege i langrend og skiskydning. Og han er den første skiløber med blindhed, som har gennemført Arctic Circle Race – et skiløb på 160 km i Grønland.

40 års udvikling

Som socialrådgiver på synsområdet gennem 40 år, har Arne Christensen fulgt udviklingen. Og selv om jobbet stadig er berigende, så mener han ikke, at han i dag har de samme muligheder for at hjælpe borgerne.

– Det er stadig meget meningsfuldt for mig at møde og hjælpe borgere med synshandicap. Snakke med borgere og rådgive dem. Hjælpe dem videre. Men de muligheder jeg har for at hjælpe dem som socialrådgiver, de er ikke de samme længere. Da jeg startede, så søgte vi om 6 måneders ophold på instituttet, når der kom en borger, der var blevet blind. Uden at tænke særligt over det. For 40-50 år siden fik folk jo al den støtte, man overhovedet kunne forestille sig. Både her og i kommunerne. Efter at særforsorgen blev udlagt i 1980 og amterne fik nogle opgaver i forhold til blinde og svagsynede – Og især efter kommunalreformen i 2007, hvor amterne blev nedlagt, der er tilbuddene til blinde og svagsynede blevet meget begrænsede. Det er ret forfærdeligt. Der er mange, der slet ikke får den rehabilitering, som den enkelte har behov for. En af årsagerne er, at kommunerne synes, at det er dyrt, siger Arne Christensen

”Godt vi blev blinde i 1970erne”

Derfor er Arne Christensen glad for, at det ikke er i dag, han er teenager og har en progredierende øjensygdom:

– Selvom vi har bedre hjælpemidler, fantastiske elektroniske hjælpemidler, mere viden end nogensinde før og er et rigere samfund, så prioriterer man ikke indsatsen over for blinde og svagsynede overhovedet. Jeg har mange venner og kammerater fra 70’erne, og når vi snakker om det, så siger vi til hinanden, ”Hold kæft, hvor var det godt, at vi blev blinde i 1970’erne, hvor der var et institut, som havde mulighed for at sørge for os: Som fik os godt gennem synstabet, hvor vi kunne bo, få en uddannelse og være sammen med andre i samme situation.” For det har ført til, at jeg nu har været selvforsørgende i 40 år. Det er jeg rigtig glad for og stolt af.

Havnet det rigtige sted

Og arbejdslivet. Det har også været godt, fortæller han.

– Jeg synes, det har været fantastisk at arbejde her. Det har været meget meningsfuldt. Og meget fagligt lærerigt og også personligt udviklende. Jeg har følt en meget stor tillid fra ledelsen til det arbejde, jeg har udført – og anerkendelse. Jeg har jo holdt fast og er blevet på instituttet. Også selvom jeg er blevet tilbudt andre stillinger. Jeg har ikke kunnet forlade stedet. Jeg har følt, at mit arbejde som socialrådgiver her var det rigtige. Og det har jeg aldrig fortrudt.

Pensionist på ski på Nordpolen

Selvom Arne Christensen har holdt fast i Instituttet for Blinde og Svagsynede, så giver han snart slip. Han går på pension i det nye år. Og her venter det næste projekt: Til april skal han stå på ski til Nordpolen. 111 km med fuld oppakning. 5 til 8 overnatninger. I et terræn, hvor man risikerer ned til minus 30 grader.

Fakta om Arne Christensen

  • 67 år, bor i Virum, er gift og har 2 børn.
  • Er uddannet socialrådgiver i 1981.
  • Har været ansat 40 år i Københavns Kommune – stort set al tiden på Instituttet for Blinde og Svagsynede, hvor han startede i 1982. Først var han et kort smut forbi Skt. Stefans rådgivningscenter for børn og unge i Københavns Kommune. 
  • Fik som 17-årig diagnosen retinitis pigmentosa og kunne ikke skelne mellem lys og mørke, da han var omkring 35-40 år.
  • Tilbragte 1,5 år på Instituttet for Blinde og Svagsynede (Statens Institut for Blinde og Svagsynede) efter han fik diagnosen.
  • Har mange idrætspræstationer bag sig – fx deltagelse i De Paralympiske Lege fem gange og deltagelse i Arctic Cirkle Race i Grønland i 2016, hvor deltagerne over tre dage står 160 kilometer på ski.

Tilbage til Nyhedsoversigten