Kategorier
Nyhed

Stor succes skaber ny tradition på IBOS

Ny musikfestival, BLINDSTOCK, for musikere med synshandicap har skrevet sig ind i IBOS’ historie. Næste år afholdes festivalen den 8. juni fra kl. 14 – 19.

Gårdhaven på IBOS emmede af musik, skønne mennesker og sensommerstemning. På to forskellige scener sang og spillede kunstnerne alt fra klaverkoncert til gospel, pop og jazz. De gule veste holdt orden og hyggede om gæsterne, mens boderne solgte kaffe, kage og håndværk. Det hele fuldendte en festivalstemning på IBOS.

Foran den store scene både sidder, står og danser publikum. Som tilskuer kan man mærke engagementet, man bliver draget af musikken og af musikerne på scenerne, som alle er helt igennem fantastiske på hver deres måde. Og i alle optrædener er der kunstnere, der ikke kan se. Det kan forhåbentlig sætte fokus på livet med synshandicap og inspirere andre med musikdrømme. 

Jeg har gjort det så mange gange før, at den bare sidder der.

Julie Klarskov på 21 år er en del af aktivitetsteamet, og bor permanent på IBOS. Til festivalen var Julie en del af flere optrædener, men nervøsitet og nerver bekymrede hende ikke, inden hun trådte ud på scenen:
”Jeg tror faktisk ikke, at jeg tænkte så meget, det var bare hyggeligt og jeg har glædet mig. Jeg tænkte ikke, åh nej, hvordan kommer det til at gå, fordi jeg har gjort det så mange gange, at den bare sidder der,” svarer Julie .

At stå på scenen når man både har en synsnedsættelse og et hørehandicap kan være udfordrende, når man skal fornemme publikum, men Julie var helt tryg.

”Jeg syntes, det var rigtig hyggeligt. Man kunne høre at publikum klappede, men når man har høreapparat, kan det være svært at fornemme alt omkring sig. Jeg tror, publikum syntes, det var fedt. Jeg har aldrig spillet, hvor publikum ikke syntes, det var,” siger Julie smilende.

I vil se naboerne, og vi vil se jer

Igennem 28 år har Ane Thøger og Anne Smith, der begge i dag er gået på pension, boet overfor IBOS på Rymarksvej. De havde hørt om musikfestivalen via lokale facebookgrupper, men invitationen i postkassen gjorde udslaget.

”Vi har boet overfor IBOS i 28 år og jeg syntes, det her er et godt initiativ. Man får mere indtryk af IBOS. Jeg kan godt genkende folk på gaden, og jeg vidste her boede nogen, men ikke, at der boede så mange, eller at I var så stort et sted med så mange ansatte. I ville se naboerne, og jeg vil også gerne se jer,” siger Ane Smith.

Anne Thøger supplerer: ”Man har kunnet høre, at der foregik noget herovre om eftermiddagen, nogen der har øvet sig i at spille. Jeg tænkte, det kunne være sjovt, at se om de kan spille og synge, og det kan de. Nej, jeg syntes, det var flot.”

Fritidsmakkere

Nysgerrigheden om IBOS var blandt andet blevet vakt af alle aktiviteter fra fx fritidsmakkere, som bliver delt med lokalområdet. Og oplevelsen på IBOS i dag har gjort indtryk på Ane.

”Jeg blev overvældet over, hvor flot og indbydende arrangementet er. Startmusikken var rigtig god og flot, det gav en stemning. Ret hurtigt fik jeg også shoppet og faldt i snak med Loke, (Red: fra bo-afdeling), det var meget hyggeligt. Så talte jeg med en anden beboer, der hed Sofie, jeg drak kaffe med hende og hendes pårørende. Det var hyggeligt at tale med beboerne, det gjorde indtryk på mig,” fortæller Ane Thøger, der allerede er frivillig på plejehjem og efter i dag overvejer at høre mere om frivillighed på IBOS.

Vi ses igen næste år den 8. juni 2023 kl. 14 – 19.

Foto af boderne med gæster
John Clausen synger og gæster danser foran scenen
Bandet Clapper spiller på store scene

Musikfestivalen, Blindstock, er støttet af Bagermester Johan Frederik Aschengreens Legat.

Tilbage til nyhedsoversigt