Kategorier
Nyhed

Stor spørgelyst til valgdebat på IBOS

Hvordan sikrer vi, at København bliver en by for alle – også for mennesker med handicap? Det spørgsmål var omdrejningspunktet, da IBOS tirsdag d. 21. oktober inviterede til politisk debat forud for kommunalvalget 2025.

Det såkaldte danseafsnit på IBOS var godt fyldt op, da otte politiske kandidater til kommunalvalget stod klar på scenen til debat. Borgere og politikere var samlet for at diskutere beskæftigelse, uddannelse og tilgængelighed i byrummet.

Stemningen i salen var engageret, og der blev stillet masser af spørgsmål om alt fra lange sagsbehandlingstider og lydfyr i lyskryds til fleksibilitet i hjælpeordninger.

Debatten blev modereret af Johan Galster fra We Do Democracy, og efter en velkomst ved socialborgmester Karina Vestergård Madsen, fik kandidaterne mulighed for kort at præsentere sig selv og fortælle hvilke handicappolitiske dagsordner, de er optaget af.

Paneldebat.

En kamp for uddannelse

For Mathilde, der lever med et syns- og hørehandicap, blev debatten en mulighed for at dele sine erfaringer med at tage en uddannelse. Hun er i gang med at uddanne sig til pædagog og oplever, at systemet spænder ben i stedet for at støtte.

“Vi snakker rigtig meget om inklusion, men det er ikke rigtig noget, man mærker ude på uddannelserne. Jeg kan for eksempel ikke få nedsat tid, fordi det er en professionelbachelor, selvom jeg har brug for det,” fortalte hun.

Mathilde fortalte om en hverdag, hvor hun bruger utallige timer på dokumentation, ansøgninger og lægeerklæringer for at få de støtteordninger, hun har ret til.

“Det er en bøvlet, lang sagsbehandling, os der er født med handicap, skal igennem hver gang. Lige meget om vi skal søge SPS, handicap-tillæg, nedsat tid i praktik eller ekstra tid til eksamen, så er det en meget, meget stor proces, du skal have overskud til, mens du passer dit studie”, sagde Mathilde og fortsatte:

”Det er fuldstændig umenneskeligt. Jeg læser til pædagog, og vil rigtig gerne ud at have et job. Men lige pt. ser det svært ud overhovedet at få en uddannelse”.

Politikere i debatpanelet

Mathildes frustration blev mødt med forståelse i salen, for mange genkendte billedet af et system, der kræver mere overskud, end det giver tilbage. Hun oplevede ikke, at politikerne kunne give konkrete svar på hendes udfordringer, men håber, at de i det mindste tog erfaringerne med sig videre.

”Jeg tror, det er vigtigt at gøre opmærksom på problemerne, og fortælle, hvor kritisk det er. Og selvfølgelig er det dejligt, når der er nogen, der siger, at de gerne vil tage det videre, selvom de ikke kan komme med et klart svar på det i dag,” sagde hun efter debatten.

“Det er vigtigt at støtte dem, der har en god handicappolitik”

Blandt publikum var også Samuel og Mohammed, som begge var mødt op for at give deres perspektiv på, hvordan København kan blive mere tilgængelig både fysisk og systemisk.

Samuel og Mohammed.

“Jeg synes, det er vigtigt at komme, så politikerne kan få en bedre forståelse af, hvorfor det er nødvendigt også at inkludere handicappolitik i kommunalpolitikken. Det er vigtigt at støtte dem, der har en god handicappolitik, så emnet får flere stemmer og dermed større vægt i samfundet”, sagde Samuel.

De to oplever, at mange gode intentioner ofte forsvinder i papirarbejde og lange ventetider og påpegede, at bureaukratiet mange gange forhindrer mennesker med handicap i at leve et aktivt liv.

Samuel giver et eksempel fra sit eget liv. Han bor i Roskilde, men vil egentlig gerne studere i København, men er nervøs for at han pludselig mister sin hjælp, fordi hans sag så skal behandles forfra, når han skifter kommune.

“Hvis du flytter kommune, skal din sag starte forfra. Så står du der – du kan ikke flytte efter et job eller et studie, og dit liv går lidt i stå”.

For Samuel og Mohammed handler det ikke kun om jura og paragraffer, men om respekt og forståelse for mennesket bag sagen.

“Man kigger på pengene først, ikke på personen. Det er det, der gør mig frustreret. Folk sidder fast i sagsbehandling i lang tid”, sagde Mohammed.

Politikere i debatpanel.

Behov for handling – ikke bare snak

Begge pegede på, at politikerne ofte var enige om problemerne, men sjældent om løsningerne. Debatten var livlig, men efterlod dem med en følelse af, at der stadig ofte mangler konkret handling.

“Jeg synes nogle gange, der manglede noget konkret i forhold til, hvordan har de har tænkt sig at prioritere de her ting, og få skabt en større forståelse og en større empati. Der er ikke særlig mange stemmer i det her område, så jeg synes virkelig det mangler. Mange uden handicap forstår ikke, hvor meget energi og tid der går med at navigere i systemet.”, sagde Mohammed.

“Der mangler forståelse for, at det her ikke bare er en udgift, men en investering i mennesker,” sagde Samuel.

“Hvis flere med handicap får mulighed for at arbejde og uddanne sig, så styrker det hele samfundet.”

Samtalen fortsætter

Selv efter debatten var slut, blev mange hængende for at fortsætte samtalen med kandidaterne. Rundt omkring i salen summede det af samtaler om løsninger og problemer på et område, som sjældent får politisk opmærksomhed.

Se eller gense debatten

Hvis man er nysgerrig på, hvad de otte politikere mente om aftenens emner eller man generelt er interesseret i at høre en demokratisk debat om handicappolitik, blev hele arrangementet heldigvis optaget på video. Optagelsen finder du i linket nedenunder.

De otte politikere, der deltog i panelet var:
Laura Rosenvinge (Socialdemokratiet), Frederikke Alban (Radikale Venstre), Niels Peder Ravn (Det Konservative Folkeparti), Mikkel Bjørn (Dansk Folkeparti), Dorthe Beck-Nyling (Moderaterne), Mads Mikkel Dragholdt (Socialistisk Folkeparti), Ella Wiberg (Enhedslisten) og Birgitte Kehler Holst (Alternativet).

Tilbage til nyhedsoversigt