Kategorier
Nyhed

IBOS modtager støtte fra VELUX FONDEN til forskning i synsudtrætning

Med støtte fra VELUX FONDEN igangsætter IBOS et treårigt forskningsprojekt om synsudtrætning blandt voksne over 50 år. Projektet skal udvikle en ny metode, der gør det nemmere at identificere synsudtrætning og sikre, at flere får den rette støtte til at leve et aktivt hverdagsliv.

En kendt udfordring uden et fælles redskab

Synsudtrætning er en velkendt, men ofte overset følge af betydelig synsnedsættelse. Den kan påvirke både hverdagsliv, arbejdsliv og sociale relationer, men der findes i dag ingen valideret metode til at identificere og udrede den. Med projektet vil vi skabe ny viden om synsudtrætning og udvikle et redskab, der gør det nemmere at opdage udfordringen og sætte ind med den rette støtte.

Ny viden skabes med kommunikationscentre og forskere

I de kommende år vil IBOS undersøge synsudtrætning blandt voksne over 50 år med betydelig synsnedsættelse. Formålet er at skabe ny viden om, hvordan synsudtrætning opleves og påvirker hverdagen, og på den baggrund udvikle en valideret og målrettet metode, som synsfaglige professionelle kan bruge i praksis.

Projektet gennemføres i tæt samarbejde med 10 af landets kommunikationscentre, som vil følge projektet tæt og bidrage til rekrutteringen af deltagere. Det tætte samarbejde med praksis landet over skal sikre, at den nye viden og den kommende metode bliver relevant og anvendelig af fagpersoner på tværs af Danmark.

Den forskningsfaglige del af projektet gennemføres i samarbejde med professor Jesper Dammeyer ved Institut for Psykologi, Københavns Universitet, og lektor i neuropsykologi Louise Bøttcher ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet. Begge forskere har mange års erfaring med forskning i synsnedsættelse, handicap og udvikling af metoder til udredning.

Stor glæde

Bevillingen glæder centerchef Marie Fasmer, der ser projektet som en vigtig investering i ny viden, der kan komme både borgere og fagprofessionelle til gavn.

“Synsudtrætning er noget, mange mennesker med synsnedsættelse lever med hver dag. Det ved både den enkelte, der oplever det, og alle fagprofessionelle, der arbejder på området. Det er derfor virkelig glædeligt, at VELUX FONDEN har valgt at støtte et projekt, som på den måde vil bidrage til, at der skabes fælles sprog om noget, der har været svært at få greb om. Og som samtidig er af afgørende betydning for den livskvalitet, man oplever, når man lever med stærkt begrænset syn. Jeg kan nærmest ikke få armene ned.” siger Marie Fasmer, institutchef på IBOS.

Bedre hjælp til mennesker med synsnedsættelse

Med den nyudviklede metode håber vi, at både mennesker, der i dag oplever synsudtrætning, og de mange, som i fremtiden vil leve med betydeligt nedsat syn, kan få en tidligere, systematisk og mere målrettet hjælp. Målet er, at synsudtrætning bliver nemmere at opdage – og nemmere at gøre noget ved.

Tilbage til nyhedsoversigt