Elevatortalen

Tilbage til forsiden af arbejdsmarkedsuniverset

En elevatortale er en kort og skarp præsentation af dig selv, som du kan bruge, når du møder nye mennesker eller skal fortælle en arbejdsgiver, hvad du kan.

Få inspiration til din elevatortale

Nedenfor finder du en video med Edis Adilovic, der er uddannet inden for HR og lever med et synshandicap. Edis øver og giver sit bud på en elevatortale.

Synstolkning af filmen: Elevatortalen

Scene 1: Elevator

Tekst i hvid på sort baggrund: ELEVATORTALEN.

Nærbillede af et elevatorpanel med knapperne 1 (reception), U (udgang), K. Knappen K. lyser gult. Videoen filmer over til en person, Edis, der står i elevatoren, filmet fra maven og op.

Scene 2: Elevatortalen

Edis står i en blank, metalbeklædt elevator og leverer sin elevatortale. Han har en mørkeblå polo på, mørke bukser og hvide sneakers. En sammenklappet, hvid blindestok ses lænende op ad elevatorvæggen i venstre side. En lille, sort mikrofon er fæstnet til hans polo. Han taler med lette håndbevægelser. Dørene åbner og turen er overstået Edis smiler let og lægger sin hånd på et gelænder i elevatoren. Og taler. Han tager blindestokken fra væggen. Nærbillede af Eddies hænder, der holder den hvide blindestok, og derefter et skud af hans fødder og stokken, der hviler på elevatorens gulv.

Skærmen bliver sort og der står med hvid tekst: EDIS ELEVATORTALE.

Scene 3: Forberedelse og Tale

Et digitalt ur/stopur ses kortvarigt, indstillet til 2 minutter.

Eddie står nu i et lyst, hvidt lokale med en blå dør og nogle små, hvide skabe/borde i baggrunden. Han står midt i billedet, filmet i fuld figur op i mod en hvid væg.

Eddie leverer sin længere, mere detaljerede tale om jobbet, sit synshandicap og sin baggrund. Han gestikulerer let med hænderne foran sig. Vinklen zoommer langsomt ind på Eddie, indtil det er et nærbillede af hans overkrop og ansigt. Han taler roligt og engageret.

Videoen slutter med logoerne for SUMH (ungdomsliv – med handicap) og VELUX FONDEN på en hvid baggrund.

Skal man nævne sit syn i en elevatortale?

Det vigtigste i en elevatortale er altid, at arbejdsgiveren først og fremmest får øje på dine kompetencer, erfaringer og resultater. Synsnedsættelsen er kun én del af din profil – og hvordan du omtaler den, afhænger af situationen.

Nogle gange giver det mening at nævne det kort, især hvis det er synligt eller har betydning for, hvordan du udfører dit arbejde.

Hvis synsnedsættelsen er tydeligt

Hvis du bruger mobilitystok, førerhund eller har synlige tegn på synsnedsættelse, kan det være en fordel at nævne det kort og naturligt i din elevatortale.

Det skaber tryghed, fjerner tvivl og fordomme, og du kan samtidig vise, at du har styr på, hvordan du løser opgaver effektivt. Fokuser på løsninger og arbejdsmetoder – ikke begrænsninger.

Du kunne sige: “Som blind bruger jeg skærmlæser og planlægger mine opgaver digitalt – det betyder, at jeg kan håndtere mails, dokumenter og databaser, lige så hurtigt som mine kolleger, og er der opgaver som ikke er kompatibelt, bruger jeg en sekretær til ”

Hvis synsnedsættelsen ikke er synligt

Hvis din synsnedsættelse ikke umiddelbart kan ses, men kræver særlige programmer eller hjælpemidler, behøver du ikke nævne det i første omgang. Vent til du har præsenteret dine styrker, og fortæl det, når det er relevant – f.eks. i forbindelse med arbejdsmetoder eller udstyr. Formulér det som en praktisk detalje, der viser, at du kan arbejde professionelt og selvstændigt.

Du kunne sige: “Jeg arbejder effektivt ved hjælp af forstørrelsesprogram og kontrastindstillinger, så jeg kan løse opgaver i Word, Excel og vores interne systemer uden problemer.” eller “Som du kan se, så skeler mine øjne. Jeg har et lettere nedsat syn, men det har ikke nogen konsekvens for min arbejdsindsats.”

Tre andre bud på elevatortale

Situation: Sara, der har et synligt synshandicap, møder lederen af den humanitære organisation børns rettigheder på en jobmesse.

Jeg hedder Sara Illumsen og er nyuddannet fra Fundraisinguddannelsen. Under min praktik i Røde Kors oprettede jeg en sponsordatabase, og tog initiativ til en kampagne, der øgede indsamlingerne med 3,4 mio. kr. Selvom jeg er blind og bruger en skærmlæser, er IT ikke noget problem. Med min erfaring fra arbejdet med sårbare børn vil jeg gerne bruge mine fundraising-evner til at styrke børns rettigheder. Hvordan arbejder I aktuelt med jeres næste indsamlingsprojekter?

Praktikant i Røde Kors

Situation: Søren, der har usynligt synshandicap, taler med en HR ansvarlig i en stor dansk virksomhed under et fagligt arrangement i DJØF.

Jeg hedder Søren Bak og er projektmedarbejder i en interesseorganisation, men søger nu nye udfordringer, hvor jeg kan bruge mine organisatoriske kompetencer. Som leder af festudvalget på universitetet arrangerede jeg koncerter med bl.a. Sanne Salomonsen og TV2. Jeg koordinerede alt fra billetsalg til bevillinger, og skabte et markant overskud til studenterforeningen. Jeg har nedsat syn og bruger hjælpemidler, men det er ikke en forhindring. Jeg brænder for at skabe arrangementer, der både samler mennesker og giver økonomisk værdi. Hvordan arbejder I med jeres interne og eksterne events?

Leder af festudvalg på universitetet

Situation: Chanie, der har et usynligt synshandicap, møder et bestyrelsesmedlem i foreningen Lev på en konference.

Mit navn er Chanie, og jeg er nyuddannet kandidat i sprogpsykologi. Jeg omsætter komplekse budskaber til klar, målrettet kommunikation. I en vidensorganisation inden for handicapområdet opbyggede jeg et arbejdsmarkedsunivers på hjemmesiden, med stor succes. Jeg vil gerne bruge mine kommunikationsevner til at skabe opmærksomhed om rettigheder og vilkår for mennesker med udviklingshandicap gennem Lev og KLAPjobs kanaler. Må jeg få dine kontaktoplysninger, så jeg kan følge op i næste uge?”

Kommunikation

Vil du vide mere, hop tilbage eller videre til:

Få inspiration og læs om andres erfaringer

Du er ikke alene. Læs og lad dig inspirere af andres erfaringer og rejse til at komme i job.

Du får også tips og tricks til elevatortaler, succeshistorier og veje videre.

5 unge, der står op imod grafitivæg

Find det rette jobmatch med disse øvelser

Gør dine kompetencer synlige og bliv klar til job eller uddannelse. Brug vores øvelser, arbejdsark og opgaver til at komme tættere på dine mål.

Udgangspunktet med øvelserne er at blive klogere på, hvad der kan være det rette jobmatch for dig.

Elver rækker hånden i vejret

Få viden om synshandicap, ordninger og arbejdsgivere

I vidensbanken kan du finde:

  • Viden, fakta og nyttige links til handicapkompenserende ordninger
  • Viden om hvordan du kan præsentere dit synshandicap for en arbejdsgiver.
  • Viden og indsigt i forskellige arbejdsgivertyper
undervisningssituation mellem to personer, der smiler.