Kategorier
mobility Nyhed Ung

“Man er Moses, der deler vandene”


Jonas er 22 år og har Stargardts. En degenerativ øjensygdom, der gradvist forringer hans syn. Noget, han særligt har mærket de seneste par år, og som har påvirket hans hverdag.

“Jeg oplevede, at min mobilitet faldt drastisk. Jeg kunne ikke længere cykle, og min tillid til mine egne evner faldt”, fortæller Jonas.

Derfor besluttede han sig for fire måneder siden til at få en markeringsstok.

“Det var faktisk først, da jeg fik markeringsstokken, at jeg opdagede, hvor meget energi jeg tidligere brugte på at gå og koncentrere mig. Jeg har altid haft et synshandicap, så jeg har aldrig kendt til andet og heller aldrig prøvet en blindestok. Markeringsstokken gav mig et andet referencepunkt, hvor jeg kunne se, at det har været en helt enorm mængde energi, jeg har brugt bare på transport og at færdes på gågader og blandt andre mennesker”, siger Jonas og fortsætter:
”Før skulle jeg hele tiden være aktiv “Hvor er vi henne? Er det højre eller venstre om? Hvad gør vi nu?”.
Stokken giver mig mulighed for at slappe af, og jeg behøver ikke at koncentrere mig lige så meget i trafikken. Det, synes jeg, har hjulpet rigtig, rigtig meget”.
Og hvordan reagerer folk så, når Jonas går med sin markeringsstok?
“Man er Moses, der deler vandene. Det tror jeg er den bedste beskrivelse”, siger Jonas og griner.
“Selv teenagetøser og ældre mennesker med rollator hopper ud på cykelstien for at lade mig passere. Så det er virkelig noget alle aldersgrupper, alle klasser forstår med det samme. Når de ser den, tænker de; “Okay, vi bliver lige nødt til at gøre plads her”. Den er let at afkode”.
Vi mødte Jonas, da han var på vej hjem fra IBOS’ studievejledning, hvor han af og til kigger forbi. Til februar starter han nemlig på datamatikeruddannelsen, og her følger markeringsstokken selvfølgelig også med.
“Jeg har altid min markeringsstok på mig. Den kan foldes sammen – og jeg har en stor jakkelomme, den lige passer i”, afslutter Jonas.

Besøg IBOS’ Hjælpemiddeludstilling

Hvis du er nysgerrig på, hvordan en stok kan gøre en forskel i hverdagen, er du altid velkommen til at komme forbi IBOS’ Hjælpemiddeludstilling og prøve det store udvalg af markerings- og mobilitystokke.

Kontakt os på mailen: iboshjmu@kk.dk