Tal og fakta om syn

illustration af citationstegn i taleboble

Et synshandicap er overordnet defineret som nedsat syn, der ikke kan korrigeres med briller eller kontaktlinser. Synsnedsættelsen kan defineres medicinsk med udgangspunkt i den danske sociale klassifikation af synshandicap med kategorierne: svagsynet, stærkt svagsynet (socialt eller praktisk blind) og total blindhed.


Hvor mange har et synshandicap i Danmark?

Ifølge den seneste forskning anslås det, at omkring 32.000 borgere lever med et synshandicap og at 12.500 personer ud af dem er blinde eller stærkt svagsynede. I Danmark registreres personer med synshandicap ikke, hvilket betyder, at man derfor ikke kender den præcise størrelse på målgruppen.

Hvorfor registrerer vi ikke alle mennesker med handicap i Danmark?

Der er både en historisk og en principiel forklaring.
Historisk set misbrugte nazisterne registrene over mennesker med handicap i 1930’erne. De brugte dem til at forfølge og udrydde uønskede borgere. Og principielt ønsker man ikke, at “mærke” særlige grupper af befolkningen. Ethvert menneske skal ses som et individ og ikke som handicappet.


Hvad er synsstyrke, synsbrøk og synsfelt?

Synsstyrke

Nedsat syn viser sig ved, at man ikke længere kan skelne detaljer på sædvanlig afstand (nedsat centralsyn) eller overser ting (synsfeltsdefekter). Centralsynet måles ved en synsprøve. Her præsenteres personen for en række symboler af forskellig størrelse i en bestemt afstand på en synstavle. Måleresultatet angiver en synsstyrke, der som regel udtrykkes med en brøk. Synsstyrken måles i forhold til et defineret normalsyn. Tælleren angiver personens afstand til symbolerne og nævneren viser den afstand en normal person ville kunne se symbolerne.

Eksempel: synsbrøken 6/18 fortæller, at en person ved en synsprøve på 6 meters afstand lige netop kan se de symboler, som en normaltseende kan se på 18 meters afstand.

Synsstyrke er øjets evne til at skelne mellem to tætliggende punkter, samtidig med at man identificerer den form eller det symbol, som punkterne er tegnet i.

Synsstyrken bliver undersøgt ved en test, hvor man måler evnen til at se de forskellige symboler og former på en bestemt afstand. Det er synsstyrken, der definerer, hvor godt eller dårligt en persons syn er.

Synsbrøk

Man udtrykker synsstyrken i brøker og i forhold til det normale syn. Synet hos en normalt seende defineres som 6/6.

Dvs. hvis en person har en synsstyrke på 6/18 betyder det, at han på 6 meter kan se det en person med et normalt syn kan se på 18 meter. Synsbrøken er målt på det bedst seende øje og med den bedste brille eller kontaktlinse.

Udover forskellige grader af nedsat synsstyrke findes der også andre former for synshandicap, som for eksempel manglende evne til at styre øjnene, dobbeltsyn, lysoverfølsomhed og synsfeltdefekter m.fl.

Synsfelt

Man vurderer også personens synsfelt. Det normale synsfelt er på 180 grader, når begge øjne er åbne. Hvis en person f.eks. har en god synsstyrke, men kun har et synsfelt på 10 grader (“kikkertsyn”) defineres det som blindhed.


Klassifikation af synshandicap

Svagsynet

Synsstyrken er mindre end eller lig med 6/18. Det betyder, at det, en person med normalt syn kan se på 18 meter, kan en person, der er svagsynet, se på 6 meter. Det svarer til mellem 10 og 33% af normalt syn.

Socialt blind

Synsstyrken er mindre end eller lig med 6/60 og med bedste optik/brille. Det betyder, at det, en person med normalt syn kan se på 60 meter, kan en person, der er stærkt svagsynet, se på 6 meter. Det svarer til mindre end 10 % af normalt syn.

Praktisk blind

Man er praktisk blind (stærkt svagsynet), hvis ens synsstyrke enten er…

A: mindre end 1/60 – det, en person med normalt syn kan se på 60 meter kan en person, der er stærkt svagsynet, se på 1 meter. Det svarer til 1 % eller mindre af normalt syn.

B: ens synsfelt højst er 10 grader på det bedste øje

C: man har en synsstyrke på 6/18 eller derunder og samtidig har et synsfelt på 20 grader eller mindre.

Totalt blind

Man er total blind, hvis der hverken er lyssans eller projektion. Projektion vil sige, at en person med lyssans kan angive, hvilken retning lyset kommer fra.

Kilde: Kennedy Centret