IKT

illustration af citationstegn i taleboble

Teknologi kan løse mange af hverdagens udfordringer, hvis man få den rigtige vejledning og rådgivning.


IKT på IBOS 

Blinde og svagsynede oplever ofte, at teknologi kan hjælpe til at løse mange af hverdagens udfordringer. Det kræver blot, at man bliver præsenteret og instrueret i brugen. 

Teknologien bliver gradvist bedre og bedre. På IBOS arbejder IKT-konsulenter dagligt med at hjælpe borgere, pårørende, kursister, fagprofessionelle, studerende og virksomheder med undervisning, udredning, afklaring, rådgivning, støtte og hjælp. De er også involverede i nye projekter og udviklingsarbejde, der skal gøre det nemmere at leve et rigt liv med en synsnedsættelse. 

IKT-hjælpemidler 

Computere, smartphones, tablets, smart-tv mv. har alle forskellige former for tilgængelighedsindstillinger indbygget. Hvis de er justeret korrekt, vil en del mennesker opleve, at det bliver lettere og nemmere at bruge i hverdagen. Udgangspunktet er de indbyggede funktioner, der findes i bl.a. Windows og Apples styresystemer.  

Uddannelse og beskæftigelse

Der findes også en lang række specialiserede hjælpemidler, der ofte bruges i forhold til uddannelse og beskæftigelse. Her arbejder IBOS’ IKT-konsulenter målrettet på at understøtte den enkeltes behov i samarbejde med andre specialister på IBOS. 

Gode råd 

Herunder har IBOS’ IKT-konsulenter samlet nogle gode råd og andre ting, man skal være opmærksom på som ny i synsverdenen. Og husk – alle har forskellige behov, så det handler om at finde den eller de indstillinger, man fungerer bedst med.  

Skærm

Til dagligt skal skærmen indstilles, så den er fri for genskin og uhensigtsmæssigt lysindfald, der i værste fald kan give blændingsgener. Lysstyrken på skærmen skal indstilles, så den hverken er for lav eller for høj. Generelt er der forskel på skærme og den teknologi, der er brugt. En god skærm kan frembringe et skarpt billede med høj kontrast og med mulighed for at indstille lysstyrken. Det er også godt, hvis den har en mat overflade. Ofte er der mulighed for at indstille lysstyrken via taster på tastaturet på bærbare computere, imens der på eksterne skærme findes fysiske knapper. 

Forstørrelse

Både Windows og MacOS har forstørrelsesfunktioner indbygget. Zoomfunktionen kan være rar i de situationer, hvor man har brug for at se detaljerne, fx i en illustration eller blot ved læsning af tekst med lille skriftstørrelse. Bruger man zoom, sker det dog tit på bekostning af overskueligheden. Her kan specielle programmer byde ind med langt flere specialiserede indstillingsmuligheder. I Windows, kan zoom aktiveres ved at taste Windows-tasten + numerisk plus for at zoome ind og Windows-tast + numerisk minus for at zoome ud. På Mac holdes CTRL nede imens der bruges to fingre på trackpladen.  

Tale

Tale eller oplæsning kan bruges i de tilfælde, hvor det kan være rart med lydunderstøttelse ved læsning på skærmen. Generelt er oplæsningsfunktionen noget, man arbejder aktivt med, da den meget tit er baseret på talesyntese. Det kan derfor tage lidt tid at vænne sig til at bruge talesyntese. Dansk er et lille sprogområde, hvorfor udvalget af gode talesynteser er mindre, end det man ser i forhold til store sprogområder.

Smartphone

Smartphonen, eller blot mobiltelefonen, er en lille guldgrube af smarte funktioner, der kan sættes i anvendelse i hverdagen. Uanset om man er androidbruger eller om man bruger Apples produkter, kan man med det samme gøre brug af funktioner som forstørrelse, oplæsning, indstillinger af tekststørrelser og kontraster mv. Man går til indstillingsmenuen på telefonen og finder menupunktet ”tilgængelighed”. Under tilgængelighedsfunktionerne for syn kan der laves en lang række individuelle tilpasninger. Herudover findes der en lang række apps udviklet til et bestemte formål, som kan hentes til telefonen.  


Husk du altid kan kontakte os, hvis du har spørgsmål eller ønsker rådgivning og vejledning.

Tag fat i os