I går var en festdag for 20-årige Anne Marie. Hun har netop afsluttet IBOS’ særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse, STU, og sat punktum for de 3 års studietid med translokation og fest. Tiden på IBOS har givet Anne Marie troen på, at man godt kan have en fremtid, på trods af at man har et handicap.
Anne Marie har en synsnedsættelse og troede egentlig ikke, at fremtiden med et handicap ville byde på uddannelse eller jobmuligheder.
”Jeg tænkte, at som synshandicappet bliver man aldrig til noget. Man kan ingenting. Og det passer jo ikke!,” griner hun og fortæller, hvorledes tiden på IBOS har ændret den overbevisning:
”I de tre år, jeg har været på instituttet og gået på STU, har jeg fået nogle personlige redskaber og set forskellige redskaber for synshandicappede. Og jeg har set, at der faktisk findes nogle hjælpemidler til at få en hverdag op at køre.”
Ikke den eneste
På IBOS mødte Anne Marie andre unge med synshandicap, og det at have andre at spejle sig i, har haft stor betydning for den unge kvinde.
”Det har overrasket mig, hvor mange der faktisk findes med synshandicap. Som barn var jeg meget ensom og følte, at jeg var den eneste i verden. Så det at opdage, at der faktisk var en hel masse, det overraskede mig,” fortæller hun smilende og fortsætter:
”Jeg har fået flere venskaber i forhold til, hvad jeg havde, da jeg gik i folkeskole. Det har været lidt nemmere her. Og det er jo dejligt at have nogle at gå til og snakke med, når der er noget, så man ikke går alene med det. Vi er så stort et hus, så alle kan finde en ven her.”
Faglige toner og fællesskaber
Særligt de musiske fag vækker Anne Maries begejstring.
”Det har været dejligt at få mere grundlæggende viden om musik og sang. At få sangundervisning, hvor man i stedet for bare at synge en sang er gået lidt mere musikteoretisk til værks. Jeg har fået en masse teori og viden om, hvordan man kan synge bedre. Og jeg har været heldig at have nogle søde holdkammerater til hver eneste fag. Det, tror jeg, har noget at gøre med, at vi har nogle af de samme handicaps, idet vi alle har en eller anden form for synshandicap.”
Fremtid med muligheder
Hvad der helt præcis skal ske for Anne Marie nu, hvor de tre års STU på IBOS er ovre, ved hun endnu ikke. Men én ting er sikkert. Nu tror hun på en fremtid på arbejdsmarkedet:
”Det er vigtigt at sige, at selvom man har et synshandicap – eller andre former for handicap, kan man sagtens finde noget at lave, man kan sagtens få noget beskæftigelse,” understreger hun og fortæller videre:
”Det kan godt være, man ikke kan tage en eksamen og læse videre på universitetet, men man kan komme på en STU. Man kan få noget indhold i livet, når man er færdig med STU’en, så man ikke bare sidder der hjemme og bliver ensom, fordi man ikke har noget at stå op til. Man kan faktisk få noget at stå op til.”
Drømme
Og hvad drømmer den unge kvinde, der nu ser muligheder frem for begrænsninger, så selv om at stå op til?
”Der er forskellige muligheder, ” fortæller Anne Marie og tilføjer:
”Jeg kunne godt tænke mig at komme ud i noget beskyttet beskæftigelse. Jeg har været ude et sted i Helsingør, og synes, det var meget sjovt. Det var noget køkkenarbejde, hvor man arbejdede i et helt almindeligt køkken-/restaurantmiljø. Der var også noget butiksmiljø og andre forskellige muligheder, hvor man kunne arbejde på samme vilkår som folk uden handicap. Det synes, jeg var meget spændende og det ville jeg meget gerne fortsætte med. Kombineret med musikken, ” slutter hun.
Nu skal det fejres at STU’en er afsluttet sammen med familie, venner og hele IBOS, inden arbejdslivets mange muligheder skal i spil.