27-årige Yousef har taget et vigtigt skridt for at nå sine uddannelsesdrømme. I dag afslutter han den 3-årige STU (særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse) på Instituttet for Blinde og Svagsynede, som er et springbræt til at starte på HF. Han glæder sig over, han har været åben for at gå sin egen uddannelsesvej. Og det fejrer han med familie og venner.
Der er translokation i det dejlige danske sommervejr i gårdhaven på Instituttet for Blinde og Svagsynede. Her bliver eleverne, der afslutter IBOS STU, fejret af venner, familie og ansatte.
“I begyndelsen havde jeg måske en fordom om, at en STU, det var for sådan nogen, som ikke rigtig kunne andet, og måske ikke kunne få en rigtig uddannelse. Men en STU er for flere. Selvom jeg ikke vidste, hvilken uddannelse jeg ville have, da jeg startede, så tænkte jeg: ‘Nu prøver jeg bare, for jeg skal nok få noget ud af det.’ Jeg fandt ud af, at man kan tage STU’en på sin egen måde: Tilpasse den og tage det, man har brug for. Så jeg er glad for, at jeg var åben for STU’en,” smiler Yousef
Fra Syrien til ungdomsuddannelse i Danmark
Efter sommerferien starter Yousef på HF. Vejen hertil har ikke været ligetil. Meget nyt har skullet læres: Et nyt sprog og kultur. For i 2013 flygtede Yousef sammen med sin familie fra krigen i Syrien til Libanon. I 2016 kom de til Danmark, et land som han dengang ikke engang vidste eksisterede. Danmark bød på nye muligheder for at lære at leve med et synshandicap – både synskompenserende strategier og redskaber. Og nu står Yousef glad i IBOS’ gårdhave: 3 års STU er afsluttet.
“Det betyder noget, at jeg kan fejre det. Også selv om jeg føler, jeg på en måde kun er halvvejs. For STU’en er mit springbræt til, at jeg kan tage en ordinær ungdomsuddannelse efter sommerferien, HF. Så det er ikke afslutningen på min plan, det er et vigtigt skridt. For jeg har lært meget, når jeg tænker tilbage på alle de ting, som jeg ikke ville gøre eller ikke havde styr på, inden jeg begyndte på STU. Så jeg tænker: Det er da alligevel et godt stykke vej, jeg er nået. Og det skal fejres,” siger Yousef
Fokus på at lære
Yousef tænker tilbage på de tre år, der er gået.
“Jeg har lært meget fagligt – og også socialt. Det har været fedt med tre år, hvor jeg kun har haft fokus på at lære. Og ikke har skullet tænke på møder med kommunen eller andet stressende,” siger Yousef og fortsætter:
“HF var min plan fra starten af. Men jeg vidste, og ved stadigvæk ikke, hvilken uddannelse jeg vil tage, efter HF. Først skal man finde ud af, hvad man interesserer sig for, men også hvad man rent faktisk kan. Tidligere tænkte jeg, det skulle være noget med teknologi, men jeg tror, det er mere en hobby. Lige nu tænker jeg, det skal være noget med mennesker og det sociale.”
En afslutning, men ikke et farvel
Selvom Yousef er færdig med sin STU, så er hans tid på IBOS ikke slut.
“Jeg skal have mentortimer på IBOS, mens jeg tager min HF. Det er jeg glad for. IBOS er et rart sted, hvor man er i trygge hænder. Både hos lærerne og de andre kursister. Det har betydet noget at møde andre, som har samme udfordringer. Man lærer meget af dem – og om sig selv. Man snakker sammen, motiverer hinanden og hjælper hinanden, siger Yousef og han afslutter med en opfordring:
“Der kan være mange veje til en uddannelse. Bare kast jer ud i det. Man skal ikke lade sig afskrække eller føle sig ‘dårligere’, end man er. Du kan ikke vide, om det er noget for dig, før du har prøvet det.”