Kategorier
Arbejdsmarked Nyhed Uddannelse

Styr på karrieren med den rigtige hjælp

Med teknisk hjælp og rådgivning fra IBOS’ IKT-konsulenter kan karrierekonsulent Inger Svensson nu fokusere på fagligheden i sit arbejde i stedet for at bakse med praktiske problemer.

“Jeg havde aldrig kunnet sidde på min pind på arbejdet, hvis ikke jeg havde haft IBOS til at hjælpe mig. Ikke bare en gang, men løbende igennem de sidste mange år,” siger Inger Svensson.

Det er mere end 20 år siden, at Inger Svensson kom i kontakt med IBOS. I løbet af årene er hendes syn blevet gradvist mere nedsat som følge af sygdommen rentinitis pigmentosa (RP), og hun befinder sig i dag i det, hun kalder “gråzonen mellem at være seende og ikke-seende”. Ikke desto mindre arbejder hun som karrierekonsulent i a-kassen CA, der organiserer højtuddannede i erhvervslivet.

Selv er Svensson akademisk uddannet med en bachelorgrad i sprog og økonomi og en mastergrad i organisationspsykologi. I sit daglige arbejde har er det en udfordring for eksempel at se, hvad der står på de slides, hun bruger til forskellige præsentationer.

”Jeg kan ikke længere følge med i, hvor jeg selv er på mine slides. Jeg har også svært ved at se for eksempel en tekst på nettet, læse mails og at tage mig af den almindelige administration, der følger med mit job. Det er også vanskeligt at genkende mennesker og dermed holde styr på, hvem jeg hilser på,” siger hun.

Hjælp over en årrække

“Mit syn har ændret sig meget, og især de seneste fem år har det været problematisk i forhold til mit arbejde. Men IBOS har været helt fantastisk. Konsulenterne har hele vejen igennem hjulpet mig med at finde frem til de konkrete IKT-hjælpemidler, der har gjort det muligt for mig at passe mit arbejde optimalt. Jeg har blandt andet fået en talesyntese, som har gjort det meget nemmere at få læst mails eller tekster i Word.”

Inger Svensson har også lært at bruge Zoomtext-systemet, som kan forstørre og vende farver, ligesom hun har taget processer omkring omformatering af kursusmateriale til sig.

”Jeg kunne ikke fungere i mit job uden alle de hjælpemidler. De er en forudsætning for, at jeg kan sidde, hvor jeg gør,” siger hun.

Kan koncentrere sig om arbejdsdagens indhold

“IBOS har i høj grad også hjulpet mig igennem den erkendelsesproces, der ligger i, at man løbende skal acceptere, at ens syn bliver dårligere – og hvordan man reagerer på det. De er gode til at hjælpe med afklaringen af de løbende forandringer af mit syn, sådan at hjælpemidler og træning tilpasses min situation. Det gør, at jeg bedre kan koncentrere mig om arbejdsdagens indhold og om mine egne evner i stedet for at fokusere på mit synshandicap,” siger Inger Svensson.

Det er også IBOS’ IKT-konsulenter, der har hjulpet hende med at få ansat en personlig assistent i 20 timer om ugen. Arbejdspladsen får via det lokale Jobcenter refusion for udgiften til løn. Assistenten fungerer som Inger Svenssons øjne i de sammenhænge, hvor hendes eget syn – med hjælpemidler – ikke slår til.

“Hun er jo den, der kan holde styr på de mennesker, jeg har hilst på, når jeg kommer ud i forskellige sammenhænge. I det hele taget føler jeg mig mere selvstændig, fordi jeg i samarbejde med hende kan beholde de opgaver, der ligger på mit bord. Nogle af dem ville jeg ellers have været nødt til at give fra mig på grund af mit syn. Nu føler jeg mig som en mere fuldgyldig kollega. De andre kan for eksempel bede mig om at vise dem noget, hvor det så er assistenten, der gør det. Men for mig svarer det til, at de har spurgt mig, og det betyder utrolig meget for mig. Så muligheden for at have min assistent giver mig simpelt hen et større selvværd,” siger Inger Svensson.