Kategorier
Arbejdsmarked Nyhed

En god kop kaffe skaber jobs til mennesker med synshandicap

Gökhan Koyuncu har en mission: Han vil skabe jobs til mennesker med synshandicap med en god kop kaffe. Sidste år startede han den socialøkonomiske virksomhed Blind Coffee, som sælger kaffe til private og virksomheder. Den gode sag vækker stor interesse, og efter en hård start er Blind Coffee i vækst.

Det kan være svært at få arbejde, når man har et synshandicap. Det oplevede Gökhan Koyuncu, der på grund af øjensygdommen RP (retinitis pigmentosa) kun har ca. 1 % syn. Derfor har han startet Blind Coffee, som skal skabe jobs til mennesker med synshandicap.

IBOS har besøgt ham til en snak om den socialøkonomiske virksomhed – selvfølgelig over en kop kaffe.

– Jeg har altid villet starte noget, hvor det er okay at have et synshandicap. Og man bruger jo sin smags- og lugtesans, når man vurderer kvaliteten og nuancerne i kaffe. Når vi, der har et synshandicap, er ude hos kunder og taler om vores kaffe, så kan vi repræsentere det fuldt ud. Når man har et synshandicap, så er det jo et minus, men det handicap kommer bare ikke til syne, når vi taler om kaffe, fortæller 34-årige Gökhan Koyuncu

Blind Coffee vil skabe jobs med variation til mennesker med synshandicap

For Gökhan Koyuncu handler det om god, friskristet kaffe. Men det handler endnu mere om at gøre en forskel for mennesker med synshandicap.

– Der er flere led i Blind Coffee: Vi har en produktion, vi har salg og vi har kundeservice. Målet er at skabe jobs med variation og ansætte så mange med synshandicap som muligt. Og jeg tror, der er rigtig mange med synshandicap, der vil være glade for at arbejde hos Blind Coffee, siger Gökhan Koyuncu

Blind Coffee startede for et års tid siden. Starten har været hård, men de er blevet mødt med åbne arme.

– Vi startede op under Corona, hvor kontorer og caféer var lukket ned, men vi har alligevel fået skabt opmærksomhed omkring Blind Coffee og fået 40 kunder. Der er dog stadig noget vej, før vi er veletablerede, men historien bag Blind Coffee åbner døre. Det har vakt stor interesse hos virksomheder og samarbejdspartnere, forklarer Gökhan Koyuncu

Der har været andre udfordringer end Corona.

– Det er svært at starte en virksomhed, når man har et synshandicap, fordi der er meget administrativt arbejde under en opstart. Og når man er alene, så skal man nå en masse og med et synshandicap, så går det bare langsommere, fordi man er afhængig af at få hjælp. Og det vil nok fylde en del, indtil vi er veletablerede, siger Gökhan Koyuncu

Blind Coffee vil give mennesker med synshandicap mere end et arbejde

Det er vigtigt for Gökhan Koyuncu at hjælpe andre med synshandicap i arbejde. Det giver indhold i hverdagen, som han siger:

– Det er vigtigt for mig, fordi man møder nye mennesker. Bryder nogle fordomme. Og får nogle indtryk. Så man har noget fyld. Noget indhold i hverdagen. Jeg bliver modtaget med et stort skulderklap, når jeg er ude hos kunderne. Det vil jeg også gerne have, at andre med synshandicap skal mærke. For det øger bare ens drive. Det gør det måske nemmere for de kommende generationer. Og det er godt at være et forbillede for andre med handicap.  

Fakta om Blind Coffee

  • Kaffen bliver til i samarbejde med et risteri med over 10 års erfaring.
  • Der er to varianter: Goalball og Førerhunden.
  • Varianten Goalball består af 100 % arabica-bønner fra bjergtoppene i Honduras. Kaffen er klassisk, mørk og fyldig med noter af bær og honning.
  • Varianten Førerhunden består af 80 % arabica-bønner fra det næststørste naturreservat i Brasilien, og 20 % robusta-bønner fra Indien. Kaffen er mørk og fyldig med eftersmag af mørk chokolade og nødder.
  • Kaffen er certificeret af nonprofit-organisationen HRNS, en global organisation, som hjælper kaffebønder med at opbygge en bæredygtig forretning gennem uddannelse og kvalitetssikring.
  • Blind Coffee har kontor hos All Ears, der beskæftiger mennesker med synshandicap.
  • Kaffen kan købes på webshoppen blindcoffee.dk