Instituttet for Blinde og Svagsynede – IBOS har fået en donation fra TrygFonden til tre specialcykler. Det betyder, at frivillige cykelpiloter kan tage mennesker med synshandicap med ud at cykle. Cyklerne har allerede været på flere ture, hvor borgerne har nydt solen og fået frisk vind i håret.
Mennesker, der kommer hos IBOS, har et synshandicap. Det betyder, at de ikke kan færdes på cykel i trafikken på egen hånd. Derfor har instituttet startet et nyt cykelprojekt – og med en donation fra TrygFonden på 120.122 er der blevet indkøbt tre specialcykler med plads til to cyklister på hver. Der er tale om en side-by-side cykel, en tandemcykel og en rickshawcykel. De tre cykler giver mulighed for at frivillige cykelpiloter kan tage borgere med synshandicap med på en fælles cykeltur.
Frisk luft og fælles oplevelser giver godt humør
Det gør noget godt for humøret at komme ud i den friske luft, og derfor har brugerne, personalet på IBOS og de frivillige glædet sig til at tage de tre nye cykler i brug. De frivillige cykelpiloter er blevet oplært i ledsageteknik og cykelteknik som seende cykelpilot. Og herefter var de klar til fælles oplevelser i by og natur i hyggeligt selskab. Det er allerede blevet til flere gode ture.
– Mennesker med nedsat syn og blindhed er udfordrede i forhold til at deltage i hverdagslivets aktiviteter, og de oplever en større grad af ensomhed end den øvrige befolkning. Det manglende syn betyder også, at det kan være overvældende at bevæge sig udendørs, og det begrænser mobiliteten og mulighederne for nye sanseindtryk, fortæller Anna Grabowski Öberg, specialkonsulent hos IBOS, og fortsætter:
– Vi er derfor glade for donationen fra TrygFonden til specialcyklerne, som betyder, at det er muligt for vores brugere at komme rundt i lokalområdet og blive mere trygge ved at være udenfor. Vi sætter også stor pris på alle vores frivillige cykelpiloter, og vi håber, at der kommer mange gode ture og hyggelige timer ud af det.
Praktisk information
Det er TrygFondens regionale råd i Region Hovedstaden, der står bag donationen som led i det samlede arbejde for at øge trivslen og give alle en plads i fællesskabet. Hvis du vil vide mere om cykelprojektet så kontakt specialkonsulent Anna Grabowski Öberg på telefon 27 52 42 70.