Kategorier
Bo- og dagtilbud Nyhed Ung

Nyt kollegiefællesskab for unge

På IBOS kan unge nu forberede sig på at flytte hjemmefra – enten til egen bolig eller et bofællesskab.

Hvordan laver man egentlig mad, får fyldt køleskabet, vasket tøj og gjort toilettet rent, når far og mor ikke længere er der til at hjælpe? Hvordan sørger man for, at der også er penge sidst på måneden? Og gad vide hvordan man egentlig både når at gå i skole og klare hverdagen?

Den slags spørgsmål dukker typisk op, når unge med et synshandicap beslutter sig for at flytte hjemmefra. Fra sensommeren kan de øve sig i IBOS’ nye kollegie­fællesskab, inden det går løs på egen adresse.

Lære at klare sig selv

Tre unge kan fremover bo på hvert sit værelse og dele stue, køkken, bad og have på Spring­brættet. Det er navnet på IBOS’ nye kollegiefællesskab, der bliver en del af tilbuddet Ungekurset.

”Springbrættet er for ressourcestærke unge, der overvejer at flytte hjemmefra. Man vil typisk være her i 6-12 måneder og både få anden undervisning, botræning og ADL,” siger Ditte Juul Pedersen, teamleder på IBOS’ Ungekursus.

Ifølge ADL- og mobilityinstruktør Susanne Borglit afhænger det præcise tilbud på Springbrættet af den enkeltes behov og ønsker.

”Vi lægger en plan sammen, der f.eks. kunne bestå af træning i at lave mad, købe ind, gøre rent, møde til tiden, styre sin økonomi eller at lære holde fast i sit sociale liv samtidig med, at man går i skole og skal bo alene,” siger hun.

Glæde og støtte af andre

Tanken med Springbrættet er at være et godt, trygt første skridt mod helt at flytte hjemmefra.

”De unge får glæde af hinanden, fordi de både kan hygge sig sammen, hjælpes ad med dagligdagens gøremål og dele erfaringer. I dagtimerne er der også personale, som hjælper og støtter,” siger Ditte Juul Pedersen.

Ifølge Susanne Borglit kan opholdet hjælpe unge med at finde ud af, hvilken boform der passer dem bedst.

”Man bliver klogere på, om man helst vil og kan bo alene, eller om man hellere vil bo sammen med andre. Det handler både om, hvad man trives bedst med, hvor meget hjælp man har brug for, og hvordan man bedst prioriterer sine kræfter og tid.”

Claudio på spring

25-årige Claudio overvejer at flytte ind i Springbrættet efter et ophold i bofællesskabet Slusen med døgn­bemanding.

 ”Kollegiefællesskabet på IBOS kunne være et naturligt skridt på vejen mod at bo for mig selv. Jeg kan godt lide tanken om, at der kun er personale i dagtimerne, så folk ikke kommer ikke rendende, men jeg også kan sige til, hvis jeg har brug for hjælp,” siger han.

Claudio kender allerede IBOS fra deres botilbud, og det er en fordel nu, hvor han venter svar på at komme ind på teknisk skole i Ballerup.

”Her skal jeg ikke lære nye ruter eller kapere så mange indtryk. Jeg kan koncentrere mig om at komme i gang med at studere og samtidig have energi til at være social,” siger han. Claudio kan godt forestille sig at bo på Springbrættet og vil diskutere det med sin familie. 

Få mere at vide hos Ditte Juul Pedersen på tlf. 39 45 25 89 eller Susanne Borglit på tlf. 39 45 23 56