Tilbud til dig med synsnedsættelse

Citattegn i taleboble

Læs om IBOS’ tilbud til unge og voksne med synsnedsættelse indenfor uddannelse, beskæftigelse og hverdagsliv.


Beskæftigelse og arbejdsliv

IBOS hjælper med arbejdsfastholdelse, etablering af job, praktikker, udredning, rådgivning og synskompensation i forskellige arbejdssituationer.


Uddannelse og studieliv

Har du spørgsmål om det at tage en ungdomsuddannelse eller videregående uddannelse med en synsnedsættelse? Så kan du få vejledning hos IBOS. Det kan fx være i forhold til valg af uddannelse, overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelse eller rådgivning om, hvordan du bedst kan gennemføre din uddannelse.

IBOS har tilbagevendende kurser til alle unge og studerende et par gange om året og løbende nye relevante kurser. Fx ‘Valg af ungdomsuddannelse – en online uddannelsesaften, hvor du kan møde ligesindede’ og ‘Overgang til ungdomsuddannelse’. IBOS hjælper dig også med en god start på din uddannelse. Hvert år, typisk i august, afholder IBOS kurset Studiestart for dig, der skal starte på en ungdomsuddannelse eller videregående uddannelse. Her får du blandt andet udleveret en IT-startpakke og instruktioner i at bruge den. Du får også gode råd fra studerende med et synshandicap, informationer om Nota og mulighed for at tale med IBOS’ studievejledere.

Bliv helt klar til uddannelse på IBOS Ungekursus

Er du ikke helt klar til at starte på en uddannelse og derfor behov for at blive opkvalificeret? Det kan være som en indsats, der er sideløbende med et andet forløb, fx HF. På Ungekursus kan du blive klar: Du får vejledning, opkvalificering i enkelte skolefag og styr på det synskompenserende og meget mere.

Ungekursus er for dig, der er mellem 16 og 25 år med et synshandicap, som har brug for en individuel sammensat indsats for at komme det sidste stykke hen mod din drømmeuddannelse. Ring til IBOS, hvis du vil høre mere.


Hverdagsliv

Hver dag er der en række almindelige daglige aktiviteter i hjemmet, på arbejdet og uddannelsen, hvor man med en synsnedsættelse har brug for synskompenserende strategier eller hjælpemidler til at udføre aktiviteterne så selvstændigt og sikkert som muligt. Dette gælder også, når man skal færdes fra hjemmet til arbejde og uddannelsen. Både ADL (almindelig daglig levevis) og O&M (orientering og mobility) er to af IBOS’ kerneydelser. Har du behov for et godt råd eller at lære synskompenserende teknikker, så kan du altid henvende dig.


Til dig, der har en synsnedsættelse og andre udfordringer

Det gode liv

Ønsker du et bo- eller dagtilbud med ligesindede, der har et synshandicap?

På IBOS kan du bo, både med eller uden støtte og permanent eller for en kortere periode. Fx permanent bolig med støtte, prøvelejlighed, kollegiefællesskab med støtte i dagtimerne og bofællesskab med døgnbemanding.

IBOS har også flere dagtilbud, fx beskyttet beskæftigelse, værksteder og aktivitets- og samværstilbud.


STU

På IBOS STU (Særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse) er der fokus på fællesskab, faglighed, og personlig udvikling. At få lov til at være ung uden at skulle forholde sig til sit manglende eller nedsatte syn, giver en ballast og en selvstændighed. De unge lærer at håndtere både muligheder og begrænsninger i deres funktionsnedsættelse. Det skaber det bedste afsæt for et meningsfuldt og selvstændigt liv med fritid, venner og evt. uddannelse og job på særlige vilkår.

Fandt du ikke, hvad du søgte – se IBOS’ tilbud